Spørgsmål 1: Outdoor - eller ej
Det er kun nødvendigt at vokse G1000 tøjet hvis du er ude, hvor det er vådt og fugtigt. Bruger du f.eks. dine bukser på et indendørs arbejde (nogle af os er jo kontormus en del af døgnet), så er der ingen grund til at vokse dem.
Til gengæld - den dag du så skal være udenfor i længere tid, så er det en rigtig god ide at tage noget G1000 voks frem. Jeg bruger det fx hvis jeg skal være på tur en weekend - et sted med højt græs. Så får buksebenene voks nederst.
Spørgsmål 2: Er det ikke kompliceret?
Nej. Det er faktisk relativt simpelt. I stil med Egon Olsen skal du bruge: Noget G1000 voks, et strygejern, et strygebræt, evt. noget madpapir. Nogle bruger også en hårtørrer i stedet for strygejern.
Gnid voksen på de steder, hvor du synes det er nødvendigt. Gode steder er front på lår, ende, sømme, jakkefront og -skuldre. Kort sagt: Der hvor man normalt har en tendens til at blive våd, når man færdes udendørs. Voksen er ret blød, så den er nem at påføre.
OBS! Hvis du ikke orker det med den stive voks, kan du prøve sprayflasken med voks - den man bruger til oilskinjakker. Er den på lager, kan du købe den her hos os - gå til wax spray
Spørgsmål 3: Hvor meget kan man bruge?
Husk: jo mere voks, jo mindre åndbarhed. Derfor plejer man kun at vokse de steder, der er meget udsatte. Når du går med rygsæk, er det fx en dårlig ide at vokse jakkens ryg, fordi du bliver meget varm lige på det sted.
G1000 voks er miljøvenlig impregnering lavet af bl.a. bivoks. Du kan derfor bruge alt det du vil - med god samvittighed.
Spørgsmål 4: Men hvordan?
Efter du har smurt voksen på, griber du dit lune strygejern eller hårtørrer og varmer forsigtigt voksen op, så den smelter ind i stoffet. Når man bruger strygejern, kan man med fordel lægge madpapir imellem strygejern og stof. På den måde kommer voksen ikke ind i evt. damphuller - og man undgår at nogen i huset bliver ophidset over, at strygejernet er ødelagt.
Husk at sætte strygejernet på lav temperatur fra start og forsøg dig frem.
Spørgsmål 5: Hvad skal jeg ellers være opmærksom på?
- hvis du er på tur og ikke lige har adgang til strygejern og 45 km forlængerledning, så kan du udnytte varmen fra et bål eller en spritbrænder. Hold godt øje med at du ikke kommer for tæt på flammen. Brændte bukser er ingen hjælp. Behøver vi at nævne at du ikke skal have tøjet på, når du gør det på denne måde?
- nogle har også haft god erfaring med at bruge en tørretumbler til at opvarme voksen. Vi har ikke selv afprøvet den finesse, men Fjällräven DK bekræfter at det er en mulighed.
- voksen slides af eller vaskes af. Efter et par vaske kan du ikke se voksen mere, og så er bukserne blevet helt almindelige kontor-mus bukser igen.
- når man bruger strygejernet, kan det være at materialet synes at 'skifte karakter' ved at blive mørkere og mere glat. Men det varer kun så længe der er voks på bukserne.
Svar
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.